Bente Boisen
FOREDRAG
Et personligt foredrag med Bente Hørby Boisen – vinder af Alene i Vildmarken 2025
Uden forsyninger og uden kontakt til omverdenen kastede Bente Hørby Boisen sig ud i Danmarks hårdeste overlevelseseksperiment, Alene i Vildmarken – og vandt.
Gennem syv uger oplevede Danmark, hvordan Bente byggede, sang, dansede, fiskede – og blev en del – af den nådesløse natur i det finske Lapland. Men hvordan finder man styrken til at stå alene – i naturen, i livet og i sig selv?
I dette dybt personlige foredrag tager Bente os med tilbage til sin opvækst, hvor hun som adoptivbarn voksede op med et sæt kærlige forældre, der var langt forud for deres tid. Et hjem præget af passion for videnskab – og troen på, at alt er forbundet.
Bente tager publikum med på en rejse gennem sin livsfilosofi, formet af sin opvækst og erkendelser fra et levet liv. Fra adoptionen og rodløsheden til kærlighedens opbrud, indre ro, naturens heling – og mødet med døden i øjenhøjde.
Det er en fortælling om at skabe mening, selv når livet falder fra hinanden. Om at opdage, at det, vi forsøger at holde sammen på, ofte er dét, vi skal give slip på. Og at frygt kan forvandles til klarhed.
Med udgangspunkt i sin bog I den rækkefølge det er meningen, og med en sjælden evne til at sætte ord på det svære og smukke i livet, inviterer Bente sit publikum til at finde ro i oprørte vande – og tage lederskab i eget liv.
Det er et foredrag om kærlighed, vilje, livsvalg, naturens visdom – og om at stå stærkt i sig selv, også når man står helt alene. Gennem ærlige refleksioner deler Bente sine erfaringer – ikke for at pege på én rigtig vej, men for at inspirere til nysgerrighed og modet til at være åben og ydmyg over for livet – og naturen.
Bente Hørby Boisen er 100 % nærværende i sine foredrag. Ikke to foredrag er ens, da hun forholder sig til det publikum, hun står foran.