Black Voices - A Tribute Live 2024
Ingen kommende events
Vi opfordrer til at man benytter de officielle salgssteder, når der skal erhverves billet til et af vores arrangementer. Vi kan kun garantere for billettens ægthed, hvis den er købt igennem et af disse officielle salgssteder.
STJERNEHOLDET BAG ‘BLACK VOICES – A TRIBUTE’ ER TILBAGE MED NYE KONCERTER!
Caroline Henderson, Barbara Moleko, Karen Mukupa, Nabiha og Iris Gold gentager succesen, når de i januar 2024 indtager Musikhuset Aarhus og DR Koncerthuset med deres storslåede og anmelderroste hyldest af den sorte kvindelige musikhistorie.
I efteråret 2021 satte Caroline Henderson musikhistorisk dagsorden, da hun sammen med et stjernehold bestående af Barbara Moleko, Karen Mukupa, Nabiha og Iris Gold hyldede den sorte kvindelige musikhistorie ved en række bjergtagende og udsolgte koncerter. Over 6.000 billetter blev revet væk, GAFFA kvitterede med 5 stjerner, og koncertrækken fik bred omtale i de danske medier med bl.a. forsidehistorier i Politiken og Eurowoman.
Siden koncerterne i 2021 har der været massiv efterspørgsel efter en genopsætning, og nu har de fem kvinder heldigvis fundet sammen igen om at hylde ikoniske kvindelige stemmer, der – ligesom solisterne selv – har sat deres præg på musikhistorien. Om koncerterne i 2021 udtaler Caroline Henderson:
’Vi stod på scenen alle fem, vi holdt hinanden i hænderne og kiggede ud på det fantastiske publikum, som efter en veloverstået premiere kvitterede med stående ovationer. I det øjeblik smeltede fortid og nutid sammen, og jeg mærkede vores power og stolthed som elektricitet gennem hele kroppen! Vi gjorde det! Vi havde sammensat en koncert, hvor vi hyldede ikoniske sorte kvinder, der har sat deres umiskendelige præg på musikhistorien. I sangene, hen over generationer lever deres fortællinger videre. Vores stemmer spejler deres kampe og giver genklang til nye kapitler. Nye kapitler om håb. Musikken giver os den stærkeste stemme. Lyt til den.’
Til januar 2024 gæster Caroline Henderson, Barbara Moleko, Karen Mukupa, Nabiha og Iris Gold Musikhuset Aarhus og DR Koncerthuset i København med et ekstraordinært koncertformat, der hædrer en række markante sorte kvindelige pionerer inden for den danske og internationale musikscene. På setlisten finder vi bl.a. legender såsom Billie Holiday, Aretha Franklin, Beyonce, Nina Simone, Erykah Badu, Betty Davis, TLC, Neneh Cherry, Dinah Washington, Sade, Diana Ross, Rihanna, Lauryn Hill, Grace Jones, Tina Turner, Natasja og mange flere.
De fem kvinder i front vil fejre den banebrydende musik, som har været en essentiel del af de seneste 80 års musikhistorie. Det er en uudtømmelig kilde for inspiration og fascination, som bliver ved med at finde nye veje og udtryk generation efter generation.
’Jeg var overvældet over den enorme opbakning og kærlighed, der kom fra så mange skønne mennesker i alle aldre, størrelser, etniciteter og livsvilkår. De stod klar til at flytte barren sammen med os. Opad og fremad. For det, der virkede som en fuldkommen umulighed for nogle år siden, blev modtaget med åbne arme og et ønske om mere. Og det, som for kort tid siden var min drøm, blev vores fælles kendsgerning. Og det, som virkede som et ’once in a lifetime event’, har nu vokset sig stærkere og mere aktuelt end nogensinde. Black Voices er tilbage. Sammen med publikum vil vi endnu engang hylde alle de stemmer, der gik foran. Vi står skulder ved skulder med de mange fantastiske sorte kvinder, hvis musik har sat aftryk i vores fælles kulturhistorie’, fortæller Henderson, der længe har gået med idéen til et hyldestshow, som i 2023 føles endnu mere nærværende og aktuelt end nogensinde.
Caroline Henderson & co’s mission om at åbne op og invitere alle med ind i hyldestrummet er lykkedes. I sin 5-stjernede anmeldelse skriver GAFFA’s anmelder Ivan Rod bl.a.: ’Ambitionen om at hylde de sorte kvinder, der har sat deres præg på musikhistorien – at spejle sig selv i deres kampe og deres fortællinger – den indfries næsten i et hyldestmanifest, som ovenikøbet ikke ekskluderer os andre, hvide og mænd, men inviterer os med i alvor og leg.’
Publikum kan glæde sig til at (gen)opleve gamle og nye klassikere og ikke mindst det eklektiske lyriske univers fremført i alskens forskellige musikalske konstellationer. En aften som denne bliver med garanti en enestående oplevelse, når nogle af nutidens mest personlige og særegne stemmer i Danmark på tværs af genrer og personlige udtryk sammen med et stort og velspillende orkester står side om side om at hylde den sorte kvindelige kulturarv.