Brass Against
Vi opfordrer til at man benytter de officielle salgssteder, når der skal erhverves billet til et af vores arrangementer. Vi kan kun garantere for billettens ægthed, hvis den er købt igennem et af disse officielle salgssteder.
Til efteråret får Danmark igen besøg af det multitalentfulde musikkollektiv Brass Against, der med deres inspirerende politiske kant og musikalske overdådighed, indbyder til både dans og handling i Store VEGA 31. oktober.
Brass Against er et musikalsk kollektiv bestående af hele 24 musikere, anført og kurateret af Brad Hammonds, hvis musikalske univers finder sine grundsøjler i messinginstrumenternes insisterende kvaliteter. I kombinationer af jazz, rock og edgy hip-hop, skaber de musik fuld af kraft og med en følelse af personlig selvstændighed.
Men dette kommer ikke i nærheden af at beskrive Brass Againsts formål med musikken, hvilket har dybe politiske rødder. Gruppen blev startet i 2017, som modsvar på tidens politiske klima og et ønske om at kunne inspirere til social og personlig forandring, med hvad der bedst kan beskrives som protestsange støbt i messing, der kalder fans til handling.
Siden 2018 har Brass Against udgivet fire fuldlængde album, og er i øjeblikket aktuelle med albummet ”Brass Against IV” fra 2022, samt deres nyeste single ”Kashmir”. De er især kendt for deres energiske versioner af sange fra Rage Against The Machine, Tool, Audioslave og mange flere.
Kollektivet har siden begyndelsen turneret i Europa af flere gange, og de var senest forbi Danmark i april 2022, hvor de varmede op for det ikoniske rockband Tool i Royal Arena. Her kvitterede en begejstret anmelder fra Metal A Day blandt andet med følgende begejstrede ord om deres optræden:
Det aparte ligger dog ikke i, at de spiller covers, men at de gør det på blæseinstrumenter tilsat en enkelt guitar, et trommesæt og så en fuldstændig eminent vokal fra Urista – hold op, hvor besidder hun en fantastisk stemme og kontrol over samme. – Metal A Day, 2022
Til efteråret bringer de deres inspirerende musikalske elementer tilbage til København, hvor de indtager Store VEGA for fuld udblæsning.