Skip to content
JUNNY
JUNNY

Vi opfordrer til at man benytter de officielle salgssteder, når der skal erhverves billet til et af vores arrangementer. Vi kan kun garantere for billettens ægthed, hvis den er købt igennem et af disse officielle salgssteder.

K-Pop singer-songwriteren JUNNY kommer til Danmark!

Den koreansk-canadiske singer-songwriter og producer JUNNY, der har skrevet sange for nogle af tidens største K-Popstjerner, er klar til at indtage verden med sine egne ørehængere. I 2023 drager han på turné med debutalbummet blanc, og besøger Danmark for første gang 19. marts i Pumpehuset.

JUNNY immigrerede til Vancouver da han var fire år gammel, hvor han gennem sin barndom opbyggede en stærk passion for musik. Allerede fra barnsben var han interesseret i alle genrer lige fra koreansk musik, som han lyttede til sammen med sin familie, til international hiphop, rock, R&B og folk. Med drømmen om selv at blive musiker, begyndte han at spille guitar og synge i skolen.

I løbet af gymnasietiden fik JUNNY sparet nok penge op til udstyr, så han kunne producere musik selv, og han har ikke set sig tilbage siden. Hans musik tiltrak sig opmærksomhed lige fra da han begyndte at uploade numre til YouTube og Soundcloud, og besluttede sig for at flytte til Seoul i Sydkorea, da han var blot 23 år gammel.

JUNNY er sidenhen blevet en af de mest efterspurgte soloartister på scenen, og har fået stor opmærksomhed for sine produktioner, sangskrivning og live performances. Han har ligeledes opnået stor anerkendelse for at have en finger med i spillet på hits for nogle af klodens største K-Pop artister som IU, JAY B, forskellige konstellationer fra NCT, EXO-medlemmerne SUHO, BAEKHYUN og KAI.

Hans egne udgivelser og debutalbummet blanc viser den koreansk-canadiske kunstners alsidige paletter som musiker, hvor han ikke lader sig begrænse af genrer, men i stedet gradvist udvider sit musikalske univers. Et univers som over 1,3 millioner lytter til månedligt bare på Spotify.

I 2023 er JUNNY klar til at indtage verden med sine egne ørehængere, hvor han drager på turné, der ligeledes kommer til Europa, med debutalbummet og sine undergrundshits. Danske fans kan glæde sig til at opleve JUNNY live herhjemme allerede 19. marts, hvor han giver koncert i Pumpehuset.