Skip to content

Nurse John

Vi opfordrer til at man benytter de officielle salgssteder, når der skal erhverves billet til et af vores arrangementer. Vi kan kun garantere for billettens ægthed, hvis den er købt igennem et af disse officielle salgssteder.

Nurse John indtager Koncertsalen i DR Koncerthuset

Med en unik blanding af syleskarp humor, brutal ærlighed og hjertelig varme har John Dela Cruz, bedre kendt som Nurse John, skabt et globalt fællesskab på over 12 millioner følgere, der hver dag griner, græder og deler deres arbejdsrelaterede traumer med ham. Nu kan danske fans glæde sig. Den filippinsk-canadiske komiker og sygeplejerske gæster Koncertsalen i DR Koncerthuset 18. april.

Nurse John har gjort det til sin mission at give stemme til alle dem, der knokler i sundheds- og servicefagene. Hans komedie føles som en samtale med din yndlingskollega, den, du deler alt med både frustrationerne, de korte grin, de sene nattetimer, de udmattende vagter og de øjeblikke, hvor man griber til både koffein og sort humor for at komme igennem endnu en dag underbemandet og undervurderet.

Udover sin enorme tilstedeværelse på sociale medier står John bag den populære podcast ”I Beg Your Pardon”, som er en af Nordamerikas førende komediepodcasts med over 3 millioner downloads. Podcasten fungerer for mange som ugentlig terapi og går direkte i kødet på arbejdslivets gode, dårlige og virkelig grimme sider.

Som uddannet sygeplejerske og ufrivillig komiker har John formået at gøre hverdagen bag hospitalsforhængene universelt relaterbar, også for dem, der aldrig har sat deres ben på en afdeling. Hans evne til at kombinere sandhed, satire og selvironi har gjort ham til en stemme for millioner, der finder trøst i at vide, at de ikke er alene.

18. april i Koncertsalen kan publikum se frem til en aften med ægte, rå og befriende humor, serveret med rigelige mængder koffein, overlevelsesinstinkt og den særlige varme, der har gjort Nurse John til et globalt fænomen.