Skip to content

De Danske Hyrder - Inden Vi Tager Hjem

Vi opfordrer til at man benytter de officielle salgssteder, når der skal erhverves billet til et af vores arrangementer. Vi kan kun garantere for billettens ægthed, hvis den er købt igennem et af disse officielle salgssteder.

De Danske Hyrder drejer nøglen om med kæmpe afskedsfest i Store VEGA

Efter 12 år i uforglemmeligt selskab med hyrderne er festen forbi – næsten. En markerende afslutning er på sin plads, når et af landets helt store feststartere tager afsked. Med deres femte og sidste album ”Hovedet ud af vinduet”, der udkommer i 2025, får DDH – deres utallige liveoplevelser og sange – deres afslutning i Store VEGA 23. august.

Ungdommen, venskaber, gode tider og drengerøvslivets generelle trummerum.
De Danske Hyrder har gjort indtryk på den danske ungdom igennem 12 år og det er netop disse emner, der altid har sikret gode vibes og glade dage i deres genkendelige bagkatalog. Med alt fra klassikerne ”Billige Bajer”, ”15 år”, ”Med Mine Drenge” og de nyere ”Live All You Can” og ”2nul10”, der tilsammen har høstet mange millioner af streams på Spotify alene, er der noget for enhver smag, som med garanti sætter gang i dansegulvet.

Der samles i flok når hyrderne kalder til episk fest. Et mantra, der har lydt klart ud over de utallige festivaler og klubscener, til energiske og sveddryppende liveshows, hvor drengene har fundet sig selv gennem store dele af deres ungdom. Tiderne har ændret sig, men hyrdementaliteten og trangen til den fede fest har i den grad ikke.

“Efter 12 års dedikation til musikken og fælleskabet, med utallige uforglemmelige koncertoplevelser med jer, stopper DDH på ubestemt tid. Vi startede med vores første udgivelse i 2013 – samme år som vi gik ud af gymnasiet – og det hele bliver afsluttet med et femte sidste album og en kæmpe afskedskoncert i 2025 – samme år som den sidste af drengene har fået barn.” – De Danske Hyrder.

23. august 2025 drejer gruppen nøglen om med en kæmpe fest i bedste hyrdestil. Forvent et nærværende, sveddryppende, rørende og energisk liveshow, der kommer gennem hele eraen der er De Danske Hyrder. 

”Vi håber vi ses! Yours truly and forever – DDH”

De Danske Hyrder

De Danske Hyrder