Skip to content
Don Broco og Sleeping With Sirens

Don Broco & Sleeping With Sirens + Special Guests: Ocean Grove

Vi opfordrer til at man benytter de officielle salgssteder, når der skal erhverves billet til et af vores arrangementer. Vi kan kun garantere for billettens ægthed, hvis den er købt igennem et af disse officielle salgssteder.

Det bliver et episk post-hardcore-rockslag af dimensioner, når Sleeping With Sirens og Don Broco banker distortion-pedalerne i bund i Store VEGA den 25. februar.

Don Broco
Det britiske band har netop udsendt deres nye album, Amazing Things, der endnu en gang rykker grænserne for, hvordan post-hardcore kan lyde anno 2022. Med fusioner af electro, rock, pop og metal nedkoger Don Broco en rock-eliksir af vellyd. Det leder tankerne hen på så forskelligartede navne som Deftones, Beastie Boys, Linkin Park og Limp Bizkit.

Amazing Things er bandets fjerde album og følger op på det anmelderroste album Technology, der udkom i 2018 og har haft over 100 millioner streams på nuværende tidspunkt.

Når bandet tænder for muren af forstærkere, leverer de højoktanpræstationer af energi og nærvær, som sender trykbølger gennem rummet.

Sleeping With Sirens
Det amerikanske band Sleeping With Sirens har siden de udsendte deres eminente debutalbum, With Ears to See and Eyes to Hear (2010), turneret verden tyndt med deres brillante pop-inficerede post-hardcore. Debutalbummet blev øjeblikkelig en succes inden for post-hardcore og emo-verdenen og nåede syvendepladsen på Billboards Top Heatseekers-hitliste.

I år udgav de deres syvende album, Complete Collapse, der på ny sender lytteren gennem soniske lag af sønderrivende riffs, lyriske knytnæveslag og elektroniske nuancer.

Med Kellin Quinns karakteristiske tenorvokal i front leverer bandet deres unikke bud på melodiøs post-hardcore, hvor fundamentet bygges på tunge guitarriffs og tordnende trommebeats.