Skip to content
Jason Isbell
Jason Isbell & the 400 Unit

Vi opfordrer til at man benytter de officielle salgssteder, når der skal erhverves billet til et af vores arrangementer. Vi kan kun garantere for billettens ægthed, hvis den er købt igennem et af disse officielle salgssteder.

Gensyn med Jason Isbell and the 400 Unit til november

Den populære amerikanske singer-songwriter, Jason Isbell, vender tilbage til Danmark i efteråret og rykker denne gang ind i større rammer, når han indtager Falkoner Salen i København 9. november.

Når Jason Isbell besøger København til november, er det præcis to år siden han imponerede i et total udsolgt Store Vega. Nu indtager han Falkoner Salen i fornemt selskab med sit altid yderst velspillende band The 400 Unit.

Jason Isbell udgav sidste år sit niende album Weathervanes, der beskrives som et album med voksne sange om kærlighed, forandring, nostalgi, myter, ondskab, fortrydelse og frelse.

Som med de foregående album, er dette album også et soundtrack til Isbells verden, og trækker rødder til pandemiens isolation og hans tid som skuespiller på settet til Martin Scorseses Oscarnominerede film Killers of the Flower Moon, hvor han brugte tiden mellem optagelser på at spille musik og skrive sange – og blandt andet albummets andet track ”King of Oklahoma” blev til på settet.

Isbell har en lang og beundringsværdig karriere bag sig. Han har vundet 6 Grammyer, de to seneste vandt han i år for “Best Americana Album” med Weathervanes og ”Best American Roots-song” med “Cast Iron Skillet”. Videre kan han opleves i dokumentaren Music Box: Jason Isbell: Running with our Eyes Closed på HBO.

Jason Isbell er bredt anerkendt, som en formidable storyteller og en af de bedste sangskrivere i sin generation. Han startede i sin tid karrieren som del af bandet Drive-By Truckers, men har i snart 20 år gjort sig som rost solist og ligeledes i selskab med The 400 Unit.