Skip to content
Kevin Bridges

Kevin Bridges

Vi opfordrer til at man benytter de officielle salgssteder, når der skal erhverves billet til et af vores arrangementer. Vi kan kun garantere for billettens ægthed, hvis den er købt igennem et af disse officielle salgssteder.

Kevin Bridges besøger Danmark på ny Europaturné

Kevin Bridges er tilbage og Here If You Need Him. Det skotske comedy powerhouse vender tilbage til Danmark med sit helt nye comedyshow, når han 12. juni optræder i DR Koncerthuset. Med sin tørre humor, præcise timing og blik for hverdagens små absurditeter har Bridges gennem årene etableret sig som en af de mest populære komikere fra den britiske stand-up-scene.

 

Han slog igennem i slutningen af 00’erne og blev hurtigt et velkendt navn på britisk tv. Publikum har blandt andet kunnet opleve ham i programmer som Live at the Apollo og Have I Got News For You, hvor hans underspillede stil og præcise punchlines gjorde ham til en publikumsfavorit. Senere stod han også i spidsen for BBC-dokumentarserien Kevin Bridges – What’s The Story, hvor han rejste rundt og mødte mennesker med usædvanlige livshistorier.

 

I 2014 udgav han selvbiografien We Need To Talk About… Kevin Bridges, som gik direkte ind på bestsellerlisten hos The Sunday Times. Sideløbende har han opbygget en stærk livekarriere med omfattende turneer i Storbritannien og internationalt.

 

I 2018 optrådte han hele 19 gange på det ikoniske venue The Hydro i hjembyen Glasgow, og hans turnéer har gennem årene samlet over to millioner fans verden over. Anmeldere har rost ham for at give klassisk observationskomik ny kant og levere stand-up med både tempo og præcision.

 

Kevin Bridges har tidligere gæstet Danmark med udsolgte shows, og når han endnu engang indtager scenen i DR Koncerthuset med sit helt nye show Here If You Need Me, er der lagt op til en aften med hans vanlige indsigtsfulde, skæve betragtninger og masser af latter.