Snarky Puppy
Vi opfordrer til at man benytter de officielle salgssteder, når der skal erhverves billet til et af vores arrangementer. Vi kan kun garantere for billettens ægthed, hvis den er købt igennem et af disse officielle salgssteder.
Snarky Puppy indtager DR Koncertsalen
Femdobbelte GRAMMY-vindere gæster København 31. august.
Gør dig klar til en aften, hvor grænserne mellem genrer opløses, og musikken får sit helt eget liv. Snarky Puppy gæsyer DR Koncerthuset og fylder Koncertsalen med deres eksplosive, organiske og kompromisløse lyd.
Med fem GRAMMY Awards og mere end to årtiers konstant udvikling har kollektivet cementeret deres position som et af verdens mest toneangivende instrumentalbands. Anført af bassist og bandleder Michael League har Snarky Puppy fra dag ét haft én klar prioritet: at sætte lyden og sammenspillet over alt andet. Deres musik trækker ubesværet på funk, r&b, soul, rock, gospel og jazz.
“Maybe you didn’t notice, but this is Snarky Puppy’s world, and the rest of us only live in it.” – The New York Times
Gennem årene har bandet bevidst skubbet til deres eget udtryk. Ambitionen er klar: Det må ikke lyde som sidst. Hver udgivelse skal åbne en ny dør. Senest har de udgivet Somni i samarbejde med Metropole Orkest – et storslået liveprojekt, der udvider deres lyd til næsten symfoniske dimensioner og viser, hvor langt deres musikalske vision kan række.
Live er Snarky Puppy i en liga for sig. Det handler om intens kommunikation på scenen, om musikere der konstant reagerer på hinanden, og om den særlige energi, der kun opstår i øjeblikket. Ingen koncerter er ens, og publikum bliver en del af den magi, der sker mellem scenen og salen.
Du kan se frem til en aften i DR Koncertsalen, hvor virtuositet møder legelyst og hvor musikken hele tiden bevæger sig fremad.