Frederik Rosgaard
Vi opfordrer til at man benytter de officielle salgssteder, når der skal erhverves billet til et af vores arrangementer. Vi kan kun garantere for billettens ægthed, hvis den er købt igennem et af disse officielle salgssteder.
FREDERIK ROSGAARD’s STORE GENNEMBRUD
Efter 15 år på den danske standupscene har Frederik Rosgaard besluttet, at tiden er kommet.
FREDERIK ROSGAARD’s STORE GENNEMBRUD er en megalomans bekendelser. Et show om tårnhøje ambitioner og skrøbeligt selvværd. For bag de kæmpe armbevægelser gemmer sig ofte en nagende usikkerhed, og det kan være svært at bevare troen på sin egen storhed, når virkeligheden bliver ved med at blande sig.
Med eksistentiel satire tager Frederik livtag med vores behov for anerkendelse og de forventninger, vi stiller til os selv. Det er en fortælling om storhedsvanvid og mindreværd. Om at ville være noget særligt og samtidig frygte, at man er helt gennemsnitlig. Selv siger Frederik: “Nu er det så nu, jeg skal skrive et eller andet generisk, selvironisk citat, hvor jeg samtidig lykkes med at få rost mig selv, uden at nogen opdager det? Hm. Ved I hvad? Det vil jeg simpelthen holde mig for god til.”
FREDERIK ROSGAARD’s STORE GENNEMBRUD blev nomineret til ‘Årets Show’ og vandt ‘Anmelderprisen’ ved UP Prisen 2026. Iscene.dk beskrev showet som “et uhyre velskrevet og dramaturgisk stensikkert show, der flyver højt i kraft af det suveræne samspil mellem tema og levering.”
Kom og vær med, når raketten bliver tændt, og se, om den letter, går i sig selv eller flyver så højt, at ingen ser eksplosionen.