Skip to content
Norwegian Space Disco Night
Norwegian Space Disco Night

Vi opfordrer til at man benytter de officielle salgssteder, når der skal erhverves billet til et af vores arrangementer. Vi kan kun garantere for billettens ægthed, hvis den er købt igennem et af disse officielle salgssteder.

De norske dansekonger Todd Terje, Lindstrøm og Skatebård spinner Store VEGA direkte op i disco-stratosfæren til Norwegian Space Disco Night

Sørg for at alle større muskelgrupper er godt gennemvarme, inden du betræder Store VEGAs gulv den 28. november! For med de tre bannerførere inden for norsk space disco; Todd Terje, Lindstrøm og Skatebård, er der garanti for fest og ømme fødder og måske behov for en arbejdsdag på hjemmekontoret om fredagen. De tre musikere spiller back to back og på kryds og tværs af hinanden, så du kan godt begynde at glæde dig.

Todd Terje
Norwegian Space Disco Night
Todd Terje  

Den hyper-musikalske producer, DJ og sangskriver, Todd Terje, er kendt for sin legesyge tilgang til sin musik, som ikke passer ind i nogen form for genrekasse. De fængende rytmer, drømmende synthlag og filmiske stemninger lokker selv de mest danseforskrækkede på floor.

Todd Terje tog sine første spæde musikalske skridt som pianist i Oslo, hvor hans potentiale blev opdaget af den anerkendte DJ og producer, Prins Thomas. Herefter tog hans karriere i det norske musikmiljø fart, og han blev hurtigt en af nøglefigurerne på den elektroniske klubscene. I 2012 fik han for alvor sit internationale gennembrud med hittet “Inspector Norse”, og siden da har den elektroniske tryllekunstner haft hele verden som sin legeplads.

Lindstrøm
Norwegian Space Disco Night
Lindstrøm

Siden 2002 har Hans-Peter Lindstrøm sendt gode vibes ud i verden som artist og producer. Han har været en central figur på den norske klubscene siden start nullerne og er blevet kaldt “faderen i den skandinaviske space disco-treenighed”.

På hans remix-CV finder du navne som LCD Soundsystem, Roxy Music og Franz Ferdinand. Med singlen “I Feel Space” sikrede Lindstrøm sig i 2005 et massivt klubhit samt et kultomdømme blandt sine DJ-kollegaer. Den produktive musiker har modtaget fire Spellemanpriser inden for elektronisk musik. Sidste år udgav han albummet Everyone Else is a Stranger.

Skatebård
Norwegian Space Disco Night
Skatebård

Produceren, Skatebård, er kendt for at have fingrene i alt, hvad der er elektronisk. Hans univers byder på alt fra følelsesfuld techno, neo-italo, electro fra en ukendt fremtid og en skandinavisk nyfortolkning af ren Detroit-house. Hans produktioner er tilgængelige på labels som Digitalo Enterprises, Radius Records, Supersoul Recordings m.fl.