Casper Christensen
Vi opfordrer til at man benytter de officielle salgssteder, når der skal erhverves billet til et af vores arrangementer. Vi kan kun garantere for billettens ægthed, hvis den er købt igennem et af disse officielle salgssteder.
Casper Christensen – Min farfar gik i dametøj
Casper Christensen har gennem mere end fire årtier sat sit præg på dansk comedy netop ved altid at udfordre humoren – fra Casper & Mandrilaftalen og Langt fra Las Vegas til Klovn.
15 år efter sit seneste comedyshow vender han nu tilbage til livescenen. Ikke med et comeback, men med en redefinering af ham som komiker og entertainer. I foråret 2027 tager Casper Christensen på landsdækkende turné med sit nye show Min farfar gik i dametøj – et personligt, absurd og uforudsigeligt show, hvor han står alene på scenen. Det er comedy, men det er selvfølgelig også meget andet, når det kommer fra manden som har været umulig at styre og sætte i bås i underholdningsbranchen de sidste 40 år!
Min farfar gik i dametøj er titlen på Casper Christensens nye comedy hybrid show – og samtidig en meget præcis invitation til det univers, publikum kan forvente at træde ind i, når han i marts 2027 vender tilbage til livescenen. 15 år efter sit seneste comedyshow har Casper Christensen igen fået lyst til at stå foran et publikum. Ikke for at gentage noget, han allerede har gjort, men for at undersøge, hvad der sker, når han giver sig selv friheden til at lade nysgerrigheden, legen og humoren sætte retningen.
“Jeg vil ikke begrænse mig. Jeg havde lyst til at lave et show, hvor jeg kunne bruge alt det, jeg synes er sjovt, men også vigtigt” siger Casper Christensen.
Det nye show blander det personlige, det absurde og det uforudsigelige. Her er ingen ambition om at holde sig inden for én bestemt form eller genre. I stedet inviterer Casper Christensen publikum ind i et univers, hvor personlige fortællinger, skæve observationer, afsløringer og overraskende sidespor og jokes kan eksistere side om side.