Craig Ferguson
Vi opfordrer til at man benytter de officielle salgssteder, når der skal erhverves billet til et af vores arrangementer. Vi kan kun garantere for billettens ægthed, hvis den er købt igennem et af disse officielle salgssteder.
Craig Ferguson annoncerer dansk show
Den prisvindende komiker og tv-personlighed, Craig Ferguson, bringer sin internationale Pants on Fire tour til København og indtager scenen på Bremen Teater 18. juni. Publikum kan se frem til en aften med skarpe jokes, humoristiske observationer og Fergusons velkendte, skæve charme.
Craig Ferguson er kendt for at kunne det hele – comedy, skuespil, film, tv og endda bøger. Han har vundet både Peabody- og Emmy-priser, været Grammy-nomineret og skrevet en New York Times-bestseller. Mange kender ham som den elskede vært på The Late Late Show with Craig Ferguson, der i ti år underholdt millioner af seere og stadig er en favorit på YouTube.
Ferguson startede sin karriere som trommeslager i skotske punkbands, men fandt hurtigt ud af, at han var endnu bedre til at få folk til at grine. Efter succeser på både den britiske og amerikanske comedyscene har han skrevet og instrueret spillefilm som I’ll Be There og lagt stemme til ikoniske karakterer som Gobber i Sådan træner du din drage-filmene og Lord Macintosh i Disneys Oscar-vindende Brave.
Som standup-komiker har Ferguson optrådt for udsolgte sale på nogle af de mest ikoniske scener, inklusive Carnegie Hall og Radio City Music Hall. Hans fem standup-specials, herunder A Wee Bit O’ Revolution og Tickle Fight, har fået strålende anmeldelser og cementeret hans status som en af de bedste i branchen.
Med Pants on Fire er Craig Ferguson tilbage på tour og klar til at dele sin unikke blanding af skæv humor og ærlige fortællinger. Showet bliver en aften i verdensklasse, som ingen comedy-fan vil gå glip af.