Skip to content
Del Water Gap
Del Water Gap

Vi opfordrer til at man benytter de officielle salgssteder, når der skal erhverves billet til et af vores arrangementer. Vi kan kun garantere for billettens ægthed, hvis den er købt igennem et af disse officielle salgssteder.

Del Water Gap romantiserer fortid og nutid i VEGA

Den 18. oktober fylder Del Water Gaps rockede indiepop-sange Lille VEGA med fortællinger om kærlighedens op- og nedture.

Under kunstnernavnet Del Water Gap skaber S. Holden Jaffe rocket indiepop med småbesøg af elektroniske elementer. På sit selvbetitlede album fra sidste år udfolder han en ublu romantisk side og tager lytteren tilbage til en tid, hvor alle var afhængige af ideen om ægte kærlighed og John Greene bøger.

De 12 sange flyder afsted i et luftigt univers, hvor specielt sangen “Alone Together” excellerer. Jaffe reflekterer på albummet løbende over sit liv, og hvor hans emotionelle arbejde har ført ham hen. I sangen “Hurting Kind” fortæller han om et pludseligt møde med sin ekskæreste. De havde ikke set hinanden i seks måneder og sangens tekst er en af deres samtaler.

Jaffe lyttede til flere af sine teenagehelte, mens han indspillede albummet. Listen er fyldt med ikoner som The Cure, The Doves, Oasis, Bob Dylan, Randy Newman, Harry Nielsen og Joni Mitchell. Velskrevne sange har altid appelleret til ham, og derfor var det også fokus for albummet.

Det kuriøse bandnavn stødte han på ved et tilfælde for flere år siden. Som ung teen spillede han i et noise rock-band, hvor han ikke måtte synge. I protest lagde han planer for et soloprojekt, og da bandet kører rundt en dag spotter Jaffe “Del Water Gap” skrevet med tusch bag på en lastbil. Han har senere fundet ud af, at det er navnet på en nationalpark i Pennsylvania.