Skip to content
Iris Gold - Lille VEGA
Support: Nanna Bottos

Vi opfordrer til at man benytter de officielle salgssteder, når der skal erhverves billet til et af vores arrangementer. Vi kan kun garantere for billettens ægthed, hvis den er købt igennem et af disse officielle salgssteder.

Sprudlende energi og smørblød soul fra Iris Gold 

Den 7. februar starter Iris Gold den bekymringsfrie og episke dansefest i Lille VEGA, når hun sammenblander et væld af genre i sit ørefængende og farverige musikalske univers. 

Iris Gold har i en årrække lagt spillesteder og festivaler ned med sit nærvær og højintense sceneshow. Med kærlige nik til navne som Prince, Janelle Monáe og Wu-Tang Clang har hendes eksperimenterende og legende optrædener skabt eufori og sat en fed streg under hendes eminente musikalske kundskaber. Information skrev i en koncertanmeldelse om den energiske sangskriver: 

“Hun har charme, selvtillid og vind i sin afro. Og hun kender alle trin i opskriften på, hvordan man får et dansegulv til at koge over, så det sprøjter og syder af livsglæde og energi.”

Hendes seneste single “Crushed Velvet” fra 2022 er kraftigt inspireret af Prince og et klasseeksempel på hendes ubesværede sammenfletning af forskellige genrer.

Iris Gold er en artist som lever og leverer budskabet “at have frihed til at være lige præcis den, du er”. Det at skille sig ud og være anderledes er helt essentielt for Iris Gold og hendes udvikling som artist. Mixet af hiphop, funk, pop og rock bærer præg af hendes multikulturelle baggrund, som hun deler med musikkens nysgerrige publikum. 

I 2019 udgav hun sit debutalbum Planet Cool, der bød på et utal af sprøde singler og fik bl.a. Gaffa til at skrive: “Groove og Good Vibes over hele Linjen” i deres firstjernet anmeldelse. 

Allerede inden hun havde udgivet sit debutalbum Planet Cool, havde rygterne om hendes evner på scenen spredt sig, og hun delte hurtigt scener med verdensstjerner som Robbie Williams, Taylor Swift, Miguel, Doja Cat og mange flere.

IRIS GOLD

IRIS GOLD