Lukas Graham
Vi opfordrer til at man benytter de officielle salgssteder, når der skal erhverves billet til et af vores arrangementer. Vi kan kun garantere for billettens ægthed, hvis den er købt igennem et af disse officielle salgssteder.
LUKAS GRAHAM VENDER ENDELIG TILBAGE TIL LANDETS STØRSTE ARENAER I 2027
På fredag udkommer den danske verdensstjernes femte album, ’Good Times’, og udgivelsen markeres nu med annonceringen af Lukas Grahams første arenashows på dansk grund i otte år, når han indtager Royal Arena den 23. januar og Jyske Bank Boxen den 30. januar.
”8 år. Så lang tid er der gået, når vi til januar endelig skal spille arenashows i Danmark igen. Jeg glæder mig til at dele fællessangen med jer alle sammen, og jeg lover, at vi kommer med et helt særligt show med alle de sange, I kender, nogle helt nye toner, musikalske gæster og venner samt en scenografisk fortælling, der vil få os til både at danse og græde. Jeg glæder mig til vi ses.”
Sådan fortæller Lukas Graham, som i dag kan løfte sløret for to arenashows allerede til januar.
Og det bliver altså første gang siden begyndelsen af 2019, at vi igen kan opleve en af de mest elskede stemmer, vi har, med egne arenashows. Dengang rykkede Lukas og bandet ind i Royal Arena og Jyske Bank Boxen og var med fem udsolgte koncerter og mere end 80.000 solgte billetter med til at hæve barren for, hvad der var muligt på livescenerne herhjemme.
Siden er Lukas Graham kun blevet ved med at udfordre sig selv, sit publikum og ikke mindst koncertformatet, hvor han gennem de seneste år bl.a. har gjort sig bemærket med sine spektakulære 360° In The Round-koncerter i sommeren 2022 og igen i 2024, da hele det københavnske spillested VEGA – hele otte aftener – blev forvandlet til et levende studie under titlen ’The Recording Experience’.
Denne sommer har Lukas Graham indtaget nogle af landets største festivalscener samt lukket og slukket festen på årets totalt udsolgte Grøn-karavane i juli måned. På fredag udkommer så det folk-inspirerede nye album ’Good Times’, og dagen efter begiver Lukas Graham sig ud på stadionturné i hele Nordamerika som ”special guest” for Ed Sheeran.
Allerede nu kan danskerne begynde nedtællingen til endnu flere mindeværdige øjeblikke, når Lukas Graham vender tilbage til Royal Arena og Jyske Bank Boxen i januar 2027.