Shing02
Shing02 bringer sin jazzede hiphop til København
Den japansk-amerikanske rapper bringer sin Luv(Sic) Hexalogy Tour 2025 til Europa i efteråret, hvor han blandt andet besøger Pumpehuset i København 21. oktober.
Shing02 er kendt for sin karakteristiske, flersprogede stil, hvor han ubesværet blander japansk og engelsk i sine tekster, ofte med poetiske, eftertænksomme og samfundsbevidste temaer. Gennem årene har han opbygget en stærk fanbase, særligt blandt lyttere med passion for alternativ hiphop og jazzy beats.
Den japansk-amerikansk rapper, producer og aktivist, er kendt for sin unikke evne til at forene østlige og vestlige musiktraditioner. Opvokset i Tanzania, England og Japan, flyttede han som 15-årig til San Francisco Bay Area, hvor han blev en del af den blomstrende hiphopscene i begyndelsen af 1990’erne.
Hans musikalske rejse begyndte for alvor i 1995, og han har siden samarbejdet med en række DJs og musikere. Mest bemærkelsesværdigt er hans samarbejde med den afdøde japanske producer Nujabes. Sammen skabte de den banebrydende “Luv(sic)”-serie, en seksdelt samling af sange, der kombinerer jazz, soul og hiphop, og som har haft stor indflydelse på udviklingen af lo-fi hiphop-genren.
Udover sin musikalske karriere er Shing02 også engageret som fredsaktivist og opfinder, og han har arbejdet med forskellige kunstneriske projekter, herunder som illustrator og instruktør.