8 okt 2026
Koncert
Ankerstjerne spiller sine største shows til dato
Ankerstjerne har i over et årti sat sit markante aftryk på dansk pop og står bag en perlerække af hits, der har defineret en generation. Fra gennembrudssinglen ”Tag Hvad Du Vil” og klassikerne ”Nattog” og ”Mit Navn i Lys” til de nyere succeser ”Os To” og den 3x platincertificerede ”Børn Af Natten (Hola Bonita)”, har han igen og igen bevist sin evne til at skabe fællessange, der rammer bredt.
Efter comebacket i 2023 vendte han tilbage til hitlisterne med fornyet energi. På scenen står han stærkere end nogensinde, og med en noget nær udsolgt Danmarksturné i 2026 og en vanvittig festivalsommer, er Ankerstjerne ikke bare tilbage. Han er i gang med at skrive næste (store) kapitel.
Nu indbyder han til en aften, hvor der er dækket op til livets helt store øjeblikke.
For nogle af de vigtigste momenter foregår netop sådan. Omkring bordet. Til brylluppet, hvor vi fejrer kærligheden. Til fødselsdagen, hvor vi bliver mindet om tiden. Til konfirmationen, hvor et menneske står på tærsklen til noget nyt. Til begravelsen, hvor vi samles om det, vi har mistet – og om hinanden. Det er både festligt og alvorligt. Højlydt og stille. Fyldt med historier, minder, kærlighed og savn. Her fejrer vi det, vi har, og holder fast i hinanden, når noget går tabt.
Når Ankerstjerne inviterer til koncert, er det ikke bare for at spille sangene. Det er for at samle os om noget større. Hans kommende koncerter bliver en fejring af alt det, vi deler, når vi tør stoppe op og være til stede sammen. Ambitionsniveauet er højt og drømmene er store.
Billetsalget starter 12. oktober kl.12 HER